333 / 500
— 326 —
Øjnene, medens jeg taler med Dig. Har Du saa liden
Tro til min sande Godhed for Dig, at Du mener, jeg
vilde se
D ig
kun blive en daarlig Digter? Du har fuld
Grund til at tro, jeg ikke kan bedømme Poesi med Fot-
nuften, jeg kan ikke skarpsindigt udvikle, hvorfor Dette
eller Hint er smukt; men jeg har en Følelse, der siger
det, og den bedrog mig sjældent. Men en Christian
Winthers Mening og Dom — troer Du, den er Høflig
hed imod Dig, saa vilde han da ikke genere sig for til
mig at sige sin Dom, og jeg vilde vel vogte mig for
at opmuntre Dig. Jeg læste nu Dine to sidste Digte
for Chr. Winther, der sagde: „Der er saa megen Følelse
og Natur i dem, at man glædes derved; hvor de ere
smukke, sørgelige, ironisk bitre!“ . . . Du tager ogsaa
fejl i, at Din Kjærlighed til Poesi og de Aar, hvori Du
har udviklet Dine literære Kundskaber, har gjort Dig
uduelig til alt Andet. Det er en sygelig Anskuelse af
Dig selv. Du er tidt melankolsk, og, var Du ved min
Side, da skulde jeg nappe Dig i Ørene. Du
maa
slet
ikke skrive Digte, før Du er færdig i Upsala. I Stock
holm vil Du faa Tid dertil, og, skriver Du end aldrig
Noget mere, da er Du mig lige kjær; men Du kan ikke
have Lov til at se sorte Skyer om Dig, udenat jeg vil
forsøge paa at jage dem bort og trøste os med, at dei
kommer et Foraar. Chr. Winther udgav en lille Digt
samling, den første, i 1825l), hvoraf flere havde staaet
i Tidsskrifter. Da standsede h a n , til han havde taget
sin Kxamen1), og først 1829 kom „Træsnittene ), da
var han 33 Aar gammel, og han havde ødelagt Meget,
der var skrevet.
Vil Du saa tage Din Forbandelse
i) Som bekjendt, ikke rigtigt.