329 / 500
— 322 —
En rik mustasch, en ådelt skuren
profil, men blicken litet matt;
bredskyggig, martialisk buren
på lockig hjåssa hatten satt.
Min skald? Han dår, som jag ser vandra
lekamlig midt i folkets strom?
Han, idealet framfor andra
for mangen hemlig sångardrom?
Hans rytmer for mitt ora susat
från forstå steget på hans o,
mit hjårtas alla kållsprång frusat
i dagen nyss vid Fureso.
„Professor
W inther!“
ropte vånnen,
och nåsta stund med kind i brand
stod blyg den unge åmnessvennen
och tryckte gamle måstarns hand.
B e u n d r a n s v a r m e i m it o g a
v is s t ta lte m e s t, t y o r d e t tr o t.
Fast vi den gangen sade fogaj
ett stadigt band minuten knot.
Siden mødtes de blandt andre Steder ved Sommertide
1863 paa „Lappen“ ved Helsingør, hvorfra
Snoilsky
tog
til sit Hjem. Han har havt den Godhed at overlade
mig til Afbenyttelse følgende Uddrag af sin Brevvexling
med Christian Winther og dennes Hustru, hvilken Sidste
herigjennem vil træde mere levende frem end før. Hun
skriver:
T
Lappen d. 12te Sept. 6o.
. . Dette stygge Hus, denne Egn, vil altid blive
kjært for mig; her sluttede Du Dig til os, her fik Du
os lidt kjær; det er en Guds Gave, og om Gaverne
siger
Goethe,
de komme fraoven herned i Deres egne
Skikkelser1). Hvor ofte lever man længe, inden man
h Se S. 60.