314 / 500
ak, da sniger Vemod, fuld af Smerte,
fulgt af Bitterhed, sig i mit Hjærte;
thi jeg aner:
slukt
er Synets Kjerte.
Kummerligt og mat jeg flytter Foden,
ængster mig for Stenen og for Roden,
sky, usikker stirrer jeg imod den.
Øjet er ej mer en tro Veninde,
som mit Fjed lod sikkert Fæste finde, —
jeg med Vold maa holde Taaren inde.
Naar en Sommerfugl har mistet Vingen,
lænkebunden som i Slaveringen
kryber den i Mulm og sees af Ingen.
Saadan jeg kun langsomt nu kan kravle;
dunkle Minder træge Tanker avle,
fyldt er snart mit Regnskabs sorte Tavle.
Treven, lig et Lastdyr under Aaget
vader som i Dynd jeg gjennem Sproget,
og min Tanke er saa dum og taaget.
Lever jeg, da veed jeg, Tiden kommer,
da jeg ikke mer kan se en Sommer
med dens grønne Skov, dens Rosenblommer;
da jeg Solen ej kan se at gløde,
da mig Kunstens Værker ere døde,
da mig intet venligt Blik kan møde.
Naar sig Alting da i Nat vil gjemme,
er Dit Haandtryk og Din kjære Stemme
snart det Eneste, jeg kan fornæmme.
Han er saa bedrøvet, at han siger: „Mine Suk jeg kan
ej tælle“ x). Naar han famlede rundt paa Gaden, kunde
kan ikke kjende Nogen. Blandt dem, der saa, naar de
mødte ham, talede til ham og fulgtes med ham, var
F i l i
ster.
Chr. Winther havde i sin Tid været aldeles henrykt
over nogle Scener af
Holbergs
„De Usynlige“, som denne
*) Sml. Digtn. X, S. 28.
— 307 —
20*