310 / 500
— 303 —
ther som Digter ere saa smukke, gode og vistnok ud
tømmende, at de gøre et Forsøg i den Retning fra mig
overflødigt; jeg vilde ikke kunne yde noget væsentligt
Supplerende til Det, disse to Kritikere her have frem
bragt, eller noget saa Godt. Trods den Dygtighed og
Anerkjendelse, hvormed de ere skrevne, var Winther
ikke glad over dem; det var ham næsten uudholdeligt
at blive gjort til Gjenstand for offentlig Kritik, selv om
denne var nok saa velvillig. Da han læste, at
Rosen-
berg
stillede ham og
Julie
sammen med
Petrarc
og
Laura,
sagde han: „Hvor vilde jeg dog ønske, de vilde
lade være med at dissekere mig og Mit, indtil jeg engang
er død og borte!“
Julie
følte sig derimod øjensynlig
glad ved denne offentlige Præsentation. Tog Kritikerne
fejl, kunde det aldrig falde Winther ind at berigtige det
Gale; men han ærgrede sig derover, saaledes engang,
da Tyskeren
Theodor Mugge
havde forvexlet ham med
Henrik Hertz
og kaldt ham en^gammel, døv Mand,
hvilket var saa meget mere urigtigt, som han dengang
altid havde havt en skarp Hørelse. Hvad de slette Kri
tikere forresten meente, var ham temmelig ligegyldigt;
„lad dem „pølsesnakke“, de gjør hverken Ondt eller
Godt“, sagde h a n 1); „hvordan prostituere de sig ikke,
baade ved Selvbehagelighed og — ved Uvidenhed.“ —
Da Winther begyndte at udsende sine „Samlede
Digtninger“, sænkede der sig dybe Skygger over ham;
hans Syn svækkedes nemlig i en meget foruroligende
Grad. I Nov. 1859 siger h an 2): „Jeg skriver næsten
iblinde, saa usle ere mine øjne nu,“ og d. 28nde Marts
5 Breve fra og til C. W., S. 209. Se ogsaa smsteds S. 163— 64.
2) Smsteds S. 102.