284 / 500
Jeg vil kun eengang Dig sige,
og sige det aabent og frit,
at der fra Dit Bord, det rige,
er dalet Smuler til mit;
at det vilde faldet svært mig
at synge min fattige Sang,
hvis ikke Du havde lært mig
de danske Toners Klang.
Du har oplukket mit Hjærte
for Sprogets Melodi,
for al den Jubel og Smerte,
som rummes kan deri;
og først, da jeg hørte klingre
dets Malm under Dine Slag,
gav sig mine famlende Fingre
med Hammer og Tang i Lag.
— 277 —
Hil sidde Du, gode Mester
ud af den herligste Kunst,
i Fred for vrøvlende Gjæster
og glad ved Musernes Gunst!
Gid længe Din Esses Lue
kaste sit rødmende Skjæm
mod Livets Aftenbue
og Stjærnernes stille Hær.
Winther sv arer1) med at sige, han selv klarligt føler,
hvor lidt han er Mester; han yder
Ploug
den rigeste
Anerkjendelse og ender med at udtale:
Din Sang har, som Malmet, jo Klangen og Vægten,
den ligner jo ej min „blødagtige Smægten“.
Din prægtige Hilsen, dens mandige Stemme,
skal jeg og mit Hjærte ret aldrig forglemme.
Dog — tilbage til Christian Winthers Hjem!
Han holdt stærkt paa, at Festdagene
der
skulde
fejres; saa kom Fru Winthers Søstre med deres Familier,
*) Sml. Digin. X, S. 63—64.