282 / 500
— 275 —
da baade
Ju lie
og
Ida
paa Grund af Sygelighed maatte
gaa tidligt til Ro. Han kunde da spørge: „Mon det er
tilladt, at jeg tør gaa ind til min Hustru og sige hende
Godnat?“ Naar der var gaaet Bud til hende og han
havde faaet denne Tilladelse, følte han sig glad og
indfandt sig ved hendes Seng. Saa trak han sig atter
tilbage „som en Snegl i sit Hus“, og først over Midnat
søgte han Sengen. Kom der om Aftenen Fremmede,
tog han venligt imod disse og syntes altid tilfreds ved
at se d em 1). Inden han rigtig kjendte Folk, var han
fornem ; kunde han lide dem, var han ofte hjærtelig og
blev let rørt. De Eneste, han slet ikke vilde indlade
sig med, vare de Storpralende, Fremtrædende og Ego
istiske. En ganske enkelt Gang kunde han lide, at en
musikalsk Gjæst sang for ham, og han akkompagnerede
da selv ved Klaveret; saaledes glædede det ham at høre
Ju liu s Steenberg
synge „Müllerlieder“’ne af „den tyske
Chr. W inther“ o:
Wilhelm Müller*).
'S in e egne Sange
vilde han i Regelen ikke høre. Han var endogsaa helst
fri for, at der blev sat Melodi til dem, og vidste kun
lidet Besked om, hvilke Komponister der havde benyttet
hans Texter.
Morten Bredsdorff
siger: „Det var slet
ikke hans ønske, naar
Heise
havde sat Musik til „Ver
ner og Malin“. Derimod har han en anden Gang for
talt mig, hvorledes han fik Taarer i øjnene, naar
Heise
spillede og nynnede Kjærlighedssangene for ham .“ E n
gang sang Frøken
Benny Spang
i hans Nærværelse
Heises
Melodi til „Højt over Bøgens T op “, som han
ikke tidligere havde kjendt; men efter hendes Mening
x) Se Fortalen til „Breve fra og til C. W .“. >) Se:
J u l Steen
-
bergs
„Muser og Sirener“, S. 27.
18*