270 / 500
— 263 —
Winther siger i et D igt1):
Vi Alle Tornekronen faa
i Livet med fra Morgenrøden;
dog Roserne, som er derpaa,
gjør, at den bæres let til Døden.
Han kalder — som før sagt —
Ju lie
for sin Rose, den
rødeste, den mest duftende; men Tornen derved
var Ida,
og denne Torn stak ham tidt haardt. For Rosens Skyld
taalte han Tornen, som næsten altid maatte være ham
lovlig drøj. Hun var allerede i tidlig Tid temmelig for
rykt; hendes Hovedskal var saa unormal, at Sindssyge
lægen
Jessen
fra Kiel ønskede, han, naar hun var
død, kunde faa den til Undersøgelse; hun manglede
næsten ganske Baghovede. Tusende Daarskaber havde
hun for; ofte opførte hun sig højst uopdragent; og Mo
deren saae til sin Sorg sin Mands uheldige Egenskaber
mere og mere gaa igjen i Datteren. Hjemmet gjorde
Ida
uhyggeligt; hun vilde altid være Nummer Eet og
forlangte at blive ubetinget lystret. I hendes Nærværelse
turde Ingen sige sin rigtige Mening, da det gav Anled
ning til Scener. Værst var hun mod
dem,
hun holdt
mest af: sin Moder og sin Stiffader; naar hun saa
havde været rigtig „uartig“, søgte hun at gjøre det
godt igjen ved Gaver, som det da forresten var en af
hendes gode Egenskaker gjærne at ville give bort, en
Arv, hun havde faaet efter sin Moder. Timer igjennem
sad hun og klimprede falskt paa Klaveret til uendelig
Lidelse for den fint musikalske W inther; hun var evig
urolig og aldrig tilfreds i sine Forhold; bestandigt higede
hun ud fra Hjemmet. For Teatret havde hun stor Pas-
b Sml. Digtn. ni, S. 217.