267 / 500
— 260 —
Det er jo — som jeg tidt har sagt:
Alt, hvad sig til Dig nærmer,
beruset af Din Yndes Magt
hengiver sig og sværmer.
Winther siger om sig selv, at han er jaloux1). Ja, han
havde ogsaa Grund til at være det; men han troede
sin Hustru saa godt, at over for hende udeblev alligevel
Jalousien. Han siger og saa2):
Dog skulde for min Dolk, mit Skud,
hver Din Tilbeder bløde,
saa rydded jeg for Mange ud,
og Verden blev for øde.
Det var altid, som om han var glad ved den Lykke,
hans Hustru gjorde. Alle de Mennesker, hun syntes
om, var han umaadelig venlig imod, og man mærkede
altid meget mere paa ham end paa hende, hvorledes hun
var tilsinds. Han, der ellers — som de tleste fine Na
turer med svage Karakterer — var taalsom, hensynsfuld,
sagtmodig og fredelig, kunde udtale haarde Domme over
Personer, der vare hende imod.
Alt i det wintherske Hus havde sine Perioder, og
i en saadan beskæftigede man sig slet ikke med Andet
end den ene Gjenstand, man nu var optagen af. Saa-
ledes kan nævnes
Walter Runebergs
Periode,
Ernst
Sars’s
(
Welhavens
Søstersøn), den sorte Hunds,
Carl
Snoilskys
osv. Disse Personer kom der da daglig og
vare Eet og Alt i Huset. Var saadan en Periode forbi,
gjorde de huslige Besværligheder sig mere gjældende.
Ida —
og derigjennem hendes Moder — var som oftest
misfornøjet med deres Boliger og vred paa dem, der
9
Sml. Digtn. III, S. 143. 2) Smsteds S. 144.