boede i Etagen ovenover. Det kunde hændes, at de To
tvang Chr. Winther til at opsøge Vedkommende og for
lange fuldkommen Ro. Han ringede heftigt i Klokke
strængen; men, næppe kom Beboerne den yndede Digter
venligt og ærbødigt imøde, før den indblæste Vrede for
svandt, og meget mygt bad han om Hensyntagen til
dem nedenunder, „da de vare saa nervøse“. — Som
Følge af Misfornøjelse med Husfællerne vilde Winthers
meget ofte flytte. Derfor siger ogsaa Winther i et utrykt
Brev til
Liebenberg
(1867): „Vort Logi; thi en Bolig
finder vi aldrig.“ Fra Nørregade, hvor de vistnok til
bragte deres lykkeligste Ægteskabsaar (1856—60), drog
de til Nørrevold og derfra 1861 til Filosofgangen Nr. 89,
2den Sal, den store, røde Gaard mellem Løngangsstræde
og Stormgade,
der,
hvor Winther som Student havde
boet hos Fru
Hellesen
x). Her havde han nu sine to
smaa Værelser ind til Gaarden, Sove- og Studerekammer,
hvor han tilbragte den største Del af Dagen. Det er
denne Bolig,
Snoilsky
omtaler i sit Digt „Chr. W inther“ 2) :
Ja, dår har jag „Fruens Stue“,
Skaldehålsning, oppen famn —
och nu komma
Henri, Ida,
—
vilsna fågel, hår år hamn!
Och jag ser alltsammen åter
varmt i eftermiddagsken:
Heibergs, Monrads
hvita byster,
Skovgaards
lilla Roma-scen.
Prydlig i Amagerdråkten
Stine kaffebrickan bår;
svarte rapphonshunden vånligt
några smekningar begår.
b Se I, S. 139. 2) „Diktér“, 1897, S. 177.
— 261 —