ChristianWinther

boede i Etagen ovenover. Det kunde hændes, at de To

tvang Chr. Winther til at opsøge Vedkommende og for

lange fuldkommen Ro. Han ringede heftigt i Klokke

strængen; men, næppe kom Beboerne den yndede Digter

venligt og ærbødigt imøde, før den indblæste Vrede for

svandt, og meget mygt bad han om Hensyntagen til

dem nedenunder, „da de vare saa nervøse“. — Som

Følge af Misfornøjelse med Husfællerne vilde Winthers

meget ofte flytte. Derfor siger ogsaa Winther i et utrykt

Brev til

Liebenberg

(1867): „Vort Logi; thi en Bolig

finder vi aldrig.“ Fra Nørregade, hvor de vistnok til

bragte deres lykkeligste Ægteskabsaar (1856—60), drog

de til Nørrevold og derfra 1861 til Filosofgangen Nr. 89,

2den Sal, den store, røde Gaard mellem Løngangsstræde

og Stormgade,

der,

hvor Winther som Student havde

boet hos Fru

Hellesen

x). Her havde han nu sine to

smaa Værelser ind til Gaarden, Sove- og Studerekammer,

hvor han tilbragte den største Del af Dagen. Det er

denne Bolig,

Snoilsky

omtaler i sit Digt „Chr. W inther“ 2) :

Ja, dår har jag „Fruens Stue“,

Skaldehålsning, oppen famn —

och nu komma

Henri, Ida,

—

vilsna fågel, hår år hamn!

Och jag ser alltsammen åter

varmt i eftermiddagsken:

Heibergs, Monrads

hvita byster,

Skovgaards

lilla Roma-scen.

Prydlig i Amagerdråkten

Stine kaffebrickan bår;

svarte rapphonshunden vånligt

några smekningar begår.

b Se I, S. 139. 2) „Diktér“, 1897, S. 177.

— 261 —