269 / 500
— 262 —
I den ofversta etagen
finns en kammare for sig;
ofta nog år dorren reglad,
men det galler icke mig.
Skaldevån, det er Din verkstad!
Kom jag plotsligt på besok,
såg jag sångmon skyggt forsvinna
i ett ljusblått flor af rok.
Och jag horde Dig fortålja
hvad Du lefvat, hvad Du sett,
Aarestrup
och
Poul Møller
,
mångt och mycket, ljuft och ledt.
Fra denne Bolig flyttede Winthers saa i 1864 til
Hjørnet af Raadhusstrædet og Kompagnistrædet, næste
Aar til Kronprinsessegade, næste Aar til Nørrevold og
atter næste Aar til Løngangsstræde.
Det sympatetiske Samliv med fælles Interesser, som
Chr. Winther havde haabet at føre med
Henri Werliin,
blev ham en Skuffelse.
H enri
var godmodig, trofast og
sanddru, men ikke egentlig
fin af Natur; og hanshele
forrykte Opdragelse havde
joikke kunnet raadeBod
herpaa. Han holdt meget af „Brandere“, som vare Chr.
Winthers — og tillige hans Moders — Rædsel; han
improviserede daarlige Vers, som hans Stiffader i sit
Hjærte foragtede, hans Stemme var lidet tiltalende og
hans Latter saa voldsom og skrattende, at det tidt, naar
den kom til Udbrud, bragte Winther til gysende at
trække sig sammen. Denne søgte først at opdrage ham
ved Finhed; men, da dette ikke lod sig gjøre, gik han
over til Sarkasmer, men Altuden egentligt Resultat.
Winther holdt dog virkelig af ham, og
Henri
følte ved
varende varmt for Stiffaderen. —