262 / 500
— 255 —
var han jo sleben og kavalérmæssig; men det Samme
kunde han ikke døje hos Andre, tværtimod: han holdt
af det Knortede, Knudrede, Uhøvlede, og han havde
stor Passion for det Retskafne, Paalidelige, Kraftige.
„Kagemennesker“, sagde han, vare ham en Vederstyg
gelighed. I et Brev siger h a n : „Jeg kan forbandet godt
lide en saadan jævn, kraftig, naturlig Natur“. Anden
steds x) :
Jeg kan ej rigtig døje
det altfor fine Spind,
mig er det Djærve, Drøje
mer efter mit Sind.
Han er ganske enig med den unge Jomfru i hans Digt
„Et P ar“, naar hun, idet hun tænker paa Vikingen,
siger2) :
Jeg væmmes ved den flove Hær,
som dægger og som klapper;
hans ene Haand er Mere værd
end tusend slige Labber.
Jeg vamles ved den Bejlerflok,
den pyntede, den frække;
jeg har nu faaet Mer end Nok
af disse glatte Gjække.
Tvi for en Mand, saa spinkel snørt
om Livet, fast som Hvespen!
Tvi for en Tale, saa fremført
med Knurren og med Læspen!
Flere Gange skildrer han sit Ideal af en Mand.
Først selve Menneskeslægtens F ader3):
Stolt i Edens Have stod
Adam i sin Styrke,
Kinden varm af Ungdomsblod,
Lokkerne saa mørke;
b Sml. Digtn. X, S. 266. *) Smsteds VI, S. 129. ») Smsteds
I, S. 6—7.