257 / 500
— 250 —
man saae hans smukt byggede Hovedes Kranium, og
derpaa iførte han sig en rød Turban; da det var hans
Princip, at der mellem Venner ikke maa være nogen
ængstelig Delikatesse1), saa lagde han Benene op paa
sit Skrivebord, hvilket han meente var sundt for For
døjelsen, og han vilde saa, at de Andre skulde indtage
de Stillinger, som behagede dem bedst, hvilket de da
ogsaa gjorde. Saa fortalte han meget livligt, mest fra
sin første italienske Rejse, og
Constantin Hansen
faldt
saa ind med tort-morsomme Bemærkninger, afbrudte af
smaa, korte Hostedrag. Winther kunde da le meget
hjærteligt. Nogen Tid efter holdt Drosken for Døren,
og Selskabet kjørte saa ud til Søndermarken; man stod
af ved Foden af Frederiksberg Bakke og gik op til en
afsides Bænk inde i Parken, før man naaede Hoved
midtergangen. Her tilbragte man et Par Timer i stor
Gemytlighed og kjørte saa atter til Winthers Hjem, hvor
der blev drukket Te og derefter skænket italiensk Vin.
Fine Cigarer excellerede han i og havde store Regninger
paa denne Vare, ligesom ogsaa for Drosketure; det gjaldt
om at faa disse betalt ved Forskud fra Boghandlere, og
han ønskede ikke, at hans Hustru fik Noget at vide
derom.
Winther glædede sig over, at hun, „Gud være lovet,
havde det prægtigt i Norge.“ Han skriver til hendes
Søster, Fru
Monrad
2): „Det forekommer hende, som
om hun dagligt bliver stærkere, hun bader hver Morgen,
er i Lutten og spadserer og gaaer — ifølge Husets Skik
— tilsengs Kl. 10. Dertil kommer, at Advokat
Dunker
som en trofast Ven strængt vaager over hende og ikke
1) Breve Ira og til C. W., S. 10. 2) Smsteds S. 99.