259 / 500
— 252 —
saa Du kan rigtig nyde
med Frejdighed, i fulde Drag,
det Bæger, som Dig byde
Nordfjældets Alfer Nat og Dag.
Den 16de Aug. skriver
Dunker
deroppe et Digt til Fru
Julie
og siger deri, at Bjærgene altid i Frastand ere
skjønne, men, kommer man dem nær, ere de nøgne og
skarpe uden Hvile for Vandreren; han ender da saaledes:
„Mit Hjærte er- saa vildsom en Egn
med Taage og Klipper kolde,
hvor Stormen tuder, og hvor at bo
Slet Ingen kan udholde.
Du sidder derinde, Du hyller Dig ind,
kan ej Dig mod Stormen beskytte.
Hold ud! Hold ud! Ved Klippens Rod
der
har jeg Dig bygget en Hytte!
Og, naar det blæser og Hagien slaaer,
og Sne dækker Dale og Høje,
vil Stormen lægge sig, Isen tø
for Straalerne fra Dit Ojé.
Maaske det kunde sig da saa vende,
skjøndt ej Hvad Du søgte Du fandt,
at Klipperne syntes Dig mindre vilde
og Taagerne stundum svandt.
E r en Mands Erkjendelse af det i Sandhed Ædle og
Skjønne af mindre Værd, fordi han gjennem Vildfarelser
og Lidelser har maattet kæmpe sig frem til den rette
Erkjendelse?
Gaaer ikke Vejen til Sandhed, Skjønhed og Harmoni
gjennem Vildfarelser, Mangler og Mislyd?
Er det biiligt, at Aftenen bebrejder Dagen, at ikke
dens Morgen har været ligesaa straalende som den?
Tænk paa dette, Julie, saa vil De maaske kunne