226 / 500
—
2 1 9
—
Ja, lig en fangen Trækfugl, der
med stækket Vinge tam maa vandre
blandt Mennesker, med Længsel seer
i Luften svæve bort de Andre,
jeg lader Øjet følge med
hver Sky, som over Himlen sejler,
og i mit Hjærtes Bitterhed
forvrængt og styg sig Skjønhed spejler.
Men snart — Gud give det saasandt! —
snart skal jeg staa paa Hjemmets Slette:
da falder Lænken, som mig bandt,
min Sjæl tør atter Vingen lette.
Jeg høre skal det stærke Hav
tilraabe mig med mægtig Stemme;
min Sang skal vaagne i sin Grav,
jeg selv skal rejse mig — og glemme!
Hans Hustru nød -— til hans Trøst — i høj Grad
Livet dernede. Og dog gjentog hendes Sygdomsanfald
sig. Hun laa af Nervehovedpine og derefter i Marts af
en heftig Forkølelse, som slog sig paa Luftrøret, berøvede
hende Stemmen og foraarsagede hende ulidelige Smer
ter; men saa glædede hun sig dobbelt, naar hun var
rask. Han sang til hende1):
Hvor Kapitæl og Sokler
af Muld sig hæve op
ret som de store Knokler
og Ben af Mammuths Krop;
mens Vaaren ung bevikler
dem Aar ud, Aar ind,
med Roser og Aurikler
og Vinløvs Silkespind;
der
vandred Du fornøjet
og kvæged sødt i Fred
Din Sjæl igjennem Øjet
ved al den Herlighed;
9 Sml. Digtn. III, S. 2 4 6 -4 7 .