228 / 500
__
2 2 1
__
Glemme jeg vil,
hvor mit Hjærte har sitret;
Strængenes Spil
var forstemt og forbitret,
Tanker og Sange
sleve og bange
sadde som Slaver bag Gitret.
Hæv Dig, min Sang,
paa Din klangfulde Vinge!
Fædrenes Vang
Du en Hilsen skal bringe;
huldt gjennem Dale
Tonernes Tale
smelte og jublende klinge!
Her — som altid — gik det Chr. Winther som hin
hedenske Kæmpe
Antæos,
der igjen fik sin Kraft — og
det endog fordoblet — saasnart hans Fod betraadte
den moderlige Jordbund. — Det var nu hans Plan at
fortsætte Udarbejdelsen af „Hjortens Flugt“. Men snart
indfandt sig nye Bekymringer, som tog Kraften fra
ham.
Idas
Forlovelse, som havde varet i længere Tid,
blev hævet under Begyndelsen af Opholdet paa Møen,
og farlig Sygdom i den nærmeste Kres gjorde Winther
til en trofast Sygepasser. Dertil forøgedes Sorgen over
Henri.
Under hele Winthers Ægteskab havde jo —
som flere Gange før sagt — hans Hustru — og han
med hende — følt sin gamle Længsel og Smerte ved
Adskillelsen fra denne Søn. I et Digt til hende
siger han:
„Og, naar Du, hvid som Sneen, hviled
„paa Skrænten hist, og Solen smiled
„til Dig i Skyggens grønne Favn,
„og Dine ømme Tanker iled
„til
ham
, som er Dit Hjærtes Savn,“ osv.