220 / 500
— 213 —
Klostere, Kirker og Sarkofager,
slette Komedier, vanvittig Sang
og andre slige, prægtige Sager; —
og paa den hele besværlige Gang
at pines af Daanen og Kunstkritik,
af Mænd saa flove, fade, blaserte,
af Kvinder, hyperentusiasmerte,
af smaabitte Kunstneres store Blik —
og midt i Vrimlen af al den Yngel
ej have den Trøst imellem engang
at stille sit martrede Hjærtes Trang
at turde tugte en opblæst Slyngel,
trods den retfærdigste Beføjelse,
„for han er saa genial og sød
og har os gjort saamegen Fornøjelse!“
Og — for al den Herlighed med Nap og Nød
at kæmpe sig gjennem Smuds og Uhumskhed,
Mistænkelighed og lumpen Lumskhed,
med Passkriverhære, med Kamerierer1),
Tiggere, Kuske, Doganierer2),
med Værter, Gendarmer —Nat og Dag —
hvis Fordringer alle ere — Bedrag.
Tilsidst vi da Sejer vandt og kom
til det saakaldte evige Rom.
Inden Afrejsen skrev
H. C. Andersen
d. 31te Okt.
1854 i Fru Winthers Album følgende hidtil utrykte Digt:
Flyv til det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,
hvor under Pinien Skjønheds Børn os møde,
hvor Ilden sprudler frem af Bjærgets Bryst
og Oldtidsbyer opstaa fra de Døde!
Du vil ej glemme Nordens grønne Øer,
hvor Kornets Guld groer rigt om Kæmpegrave;
Erindrings-Melodien ej hendøer,
den lyder over Bjærge, over Have.
Snart seer Du Mandeltræet staa i Blomst,
snart er Du med ved Romas Karnevale; —
i Danmark vente vi Din Atterkomst,
naar „dybt i Dale synge Nattergale“.
9 Pavelige Overkæmnere. 2) Toldbetjente.