210 / 500
—
2 0 3
—
Chr. Winthers Satire i disse Fragmenter er — som
Henrik Hertz
siger — saa god og fornøjelig, at han
synes som kaldet til at udføre den1). Apollo kjendes
jo baade paa Lyren og paa Buen, og det Samme gjæl-
der alle hans kraftige, fuldbaarne Sønner. Chr. Winther
forstod at give Lyren Klang, men — som det i disse
Satirer vil sees — forstod han ogsaa at spænde Buen
og ramme med Pilen. Hvad Sangene „for Klubber og
for Baner“ angik, kunde han forresten godt have taget
sig selv med; thi han skrev Viser for „Det kgl. kjøben-
havnske Skydeselskab og danske Broderskab“, sagtens
dog mest af pekuniære Hensyn, saaledes — som før
sagt — til
Frederik den Syvende
2) (1848), til Samme
og Hustru (1842) og til
Caroline Amalie^)',
men de to
sidste har han ikke optaget i sine Digtsamlinger. Hans
Satire over Forfatteres Oplæsninger af deres egne Vær
ker kunde derimod ikke gaa ud over ham selv; han
Jeg hørte den, jeg saae det stygge Vaaben,
som Smaalighed imod mig havde vendt;
det traf mig ej. Jeg tilstaaer frit og aaben,
jeg følte selv, at det var ej fortjent.
Jeg lod mig ej af Mængdens Bifald daare,
skjøndt mange Ædle taltes deriblandt;
hvor kan mig da en Enkelts Mishag saare,
en Enkelts, ved hvis Roes jeg Intet vandt?
Jeg troede ej paa
Hines
Ord og Tale,
hvi skulde
dennes
jeg da mere tro?
De Første har ej lullet mig i Dvale,
den Sidste skal ej røve mig min Ro.
9 Breve fra og til C. W., S. 79. 2) Sml. Digtn. II, S. 72.
3) Sange for Det kongel. kjbhvnske Skydeselskab og Broderskab
1846, S. 10—12.