207 / 500
—
200
—
til, og hvor der var blevet holdt adskillige Taler, blandt
andre en paa Fransk af
Andreas Buntzen.
Til Slut
ning vilde
H. P. Holst
da ogsaa give sin Skilling med
i Laget og havde skrevet fire Linier paa Fransk til
Prinsen af
Canino,
som han først lod Winther læse, og
hvis Indhold var, at de Danske altid havde været
Na-
poleon
tro, uagtet vi derved havde mistet et Kongerige.
Winther fraraadede ham paa det Alvorligste at komme
frem med denne Ytring, som han under disse Omstæn
digheder fandt upassende. Men det nyttede ikke; efterat
Forfatteren havde takket ham for hans velmente Raad,
som han lod til at ville følge, saae Winther ham plud
seligt ved Slutningen af Maaltidet stige op paa to Stole,
hvor han efter en kort Indledning paa Dansk begyndte
sin franske Tale. Men, enten det nu var en ond eller
en god Aand — jeg er tilbøjelig til at tro det Sidste —
der i dette Øjeblik drev sit Spil med ham: han kunde
ikke huske Mere end de to første Linier, og, efter for-
gjæves at have husket sig om, rømmet sig, etc., maatte
han kjønt stige ned igjen, og de fik ikke mere Tale end
bag paa min Haand. Var det ikke en net lille Scene?
Jeg tænker, han vogter sig i Fremtiden for at holde
franske Taler.“
Ogsaa i det Følgende har han tænkt paa
Holst,
men tillige paa
H. C. Andersen;
han skriver:
„Jeg bandt mit Ord i Rimets Baand
og skrev det af med sirlig Haand
paa fint Papir og vandred om
og læste for, hvorhen jeg kom.
Men mine Vers, de var saa nette,
saa vel polerede og slette,
saa, var end Tanken flov og mat
og uden Salt, den gled dog glat.