202 / 500
— 195 —
mellem Heltens [Felixæs] gode og onde Natur, pludseligt
lader ham falde ned i Simpelheden og Trivialiteten. —
„Kjøbenhavnsposten“ *) (E. S .2)) begynder med de af
Goldschmidt
fremsatte Bemærkninger om Uholdbarheden
af W.s Paastand om at være affældig; „Træets Top
blomstrer endnu, og Palmen trives“, „Reinekes Me
moirer“ og „En Episode af et Familieliv“ vise, at der
i Winthers Digtertræ er indpodet en ny Kvist, som trives
vel: i Satiren synes Digteren at have fundet et andet
Hjem. Paa Felix’es Person anvender Anmelderen disse
Ord af
Sibberns
Psykologi: „Ved den Hildethed i sig
selv, som kan blive en Følge af for stor Reflexion paa
sig selv, er at bemærke, at den kan vise sig i forskjel-
lige pateologiske Tilstande eller Sindsstemninger og Til
bøjeligheder, som blive af sygelig Natur, men enten
kunne antage 1) den selvbehagelige og forfængelige,
2) den reflexionssyge og grublende eller 3) den i sær
deles Forstand jegiske og egensindige Natur.“ Det
Sidste maa gjælde Winther i dette Forhold. I en Sonet
til sin Hustru („En Saml. Vers“, S. 48) siger han ogsaa
selv: „Ja, Du har Ret, jeg kan mit Selv ej glemme“.
„Berlingske Tidende“ 3) fremhæver hans sjælfulde og
yndige Naturmaleri/"den Inderlighed og det Skjælmeri,
han formaaer at lægge i Kjærlighedslivet, det Nationale,
Hyggelige og Hjemlige i hans Digtes Karakter; i en
kelte af dem savner man lidt Friskhed, men kvæges
dog mangengang ved hans Lyres herlige Toner. Atter
fremhæves Reinekes Memoirer, men i „En Episode af
et Familieliv“ finder man Begivenhederne noget søgte
J) 1852, Nr. 298. 2)
A. B. Thorson.
3) Samme Aar og samme
Nummer.
13*