ChristianWinther

—

1 9 3

—

holdt det smukke Digt „Den hvide Hind“, de humori

stiske „Forlokkelse“ og „Natligt Frieri“, de satiriske

„To Fragmenter af Reinekes Memoirer“ og endelig

„Episode af et Familieliv“, hvori Digteren saa ubarm-

hjærtigt holder Dom over sig selv i Felix’es Skikkelse.

Heller ikke denne Samling gjorde synderlig Lykke. I

„Nord og Syd“ peger

Goldschmidt

— i Modsætning til

P. L. Meller

— paa, at Winther af alle danske Digtere

uforanderligst har holdt sig paa samme Standpunkt, og

dette tiltdler maaske hans gamle Publikum, der stadig

har en Fornæmmelse, som om man endnu var i gamle

Dage, da Winther var ung og man selv ung og hans

Digte vare et Udtryk for Sundhed, Ungdom, poetisk

Livsnydelse og graciøs-sanselig Romantik, og hvor hans

Sprog duftede som nybjærget Hø, medens han selv

havde et mer eller mindre forstilt melankolsk Smil, der

klædte ham godt. Nu synger denne Digter ikke længer

saa frejdigt og let, saa „nydeligt og frydeligt som Fløj

ternes Klang“. „Han var begavet som Faa, han havde

fire Strænge paa sin Bue saa vel som Nogen; men han

har kun spillet een . . . . Chr. Winther har selv i For

talen til sine „Nye Digtninger“ udtalt den skarpeste

Kritik over disse, skarpere end nogen Anden vilde tale,

men maaske i det Haab, at ved nogen Overdrivelse fra

hans Side skulde man med ligesaa megen Overbærelse

modsige ham. Han siger, at hans „Tankers Krans“

savner al den sunde Saft,

som fer den holdt ilive,

den friske, frie Sjælekraft,

jeg før den kunde give.

og tilføjer billedligt, at „naar Træet hugges af ved Rod,

N. B egh: Chr. Winther.

III.