ChristianWinther

— 192 —

Noget af dette i hendes Væsen. Ikke ved idelige For

maninger, men ved Indtrykket af hele sin Færd søgte

hun at paavirke mig. Hendes Søster Fru

Monrad

var

i mange Henseender en Modsætning til hende; hendes

hele Færd gjorde Indtryk af at være gjennemreflekteret

behersket. Og hun var ikke sparsom med Formaninger

mod mig. Skjøndt jeg satte hende højt — og naturlig

viis, personlig talt, sætter hende himmelhøjt over Tante

Ju lie

— saa var der, æstetisk talt, noget meget mere til

talende Yndefuldt over denne Sidstes hele Væsen. Mig

forekom hun ogsaa aandrig.

Grundtvigs

Fremhævelse

af det Menneskelige, af Hjærtets Ret, har nok stærkt

tiltalt hende, men ogsaa hans Naturkraft og Storheden

i hans Person. Hun var en underlig Blanding af til

syneladende hverandre Udelukkende Ting.“

Det vil sees, at Fru Winther har opladt sit Indre

for sin unge Nevø og hos ham søgt at faa Virkerum

for og Svar paa Hvad hun andensteds i sin allernær

meste Kres følte Savn af. At den Periode i Ægteparret

Winthers Liv, vi her befinde os i, ikke kan kaldes lyk

kelig, er jo øjensynligt nok.

Den Bog, Winther paa denne Tid udarbejdede, og

som det faldt ham vanskeligt at frembringe, var „Nye

Digtninger“, der udkom i Slutningen af 1852; den inde-

at fare fort i Underviisningen, ene beskæftigede med at lære fra sig ;

og, lærer Du Noget af dem, saa tilskrive de Dig Alt og lade, som

have de slet ingen Andel deri, som var det ikke dem, Du skyldte

det; de opgive Ingen, hvor ulærvillig han end er, og de fordre ingen

Afhængighed, end ikke Dens, der lærte mest af dem . . .“