196 / 500
—
1 8 9
—
over for mig. Det havde jo længe været hende en Trang:
i mig at søge en Trøst for den savnede Søn. Jeg havde
stundum faaet Titel af „Valgsøn“. Men dette Navn
peger paa en Fare. Det er laant fra
Goethes
„Die
Wahlverwandschaften“.
Goethe
var nok egentlig mere
end Kristendommen hendes Religion. Jeg kjendte den
gang ikke stort til ham uden fra
Hjorts
Poetiske Læse
bog. Men jeg fik nu Opfordring til at indhente det
Forsømte og navnlig at læse „Aus meinem Leben“,
„Wahlverwandschaften“ og „Wilhelm Meister“. At jeg
ikke følte mig tiltalt af „Wahlverwandschaften“, staaer
ganske klart for mig. Og derfor var Titlen „Valgsøn“
mig heller ikke til ublandet Glæde. Det var ikke lyk
kedes
Goethe
at faa mit ungdommelige Sværmeri for
Renhed til at fordufte. Det var vel nærmest fra
Goethe,
hun havde den Grundsætning, at det gjælder om at
være sig selv, dette forstaaet paa den Maade, at det er
Ens øjeblikkelige Stemning eller Lyst, der skal give sig
Udtryk. Jeg forsøgte at hævde, at dette vel havde sin
Sandhed, men først da, naar man tog det dybere, at
der nemlig bag ved øjeblikkelige Stemninger og Følelser
kunde ligge en Længsel efter det Højeste. Her følte jeg
klart, at hun havde Uret; men i Ordstriden kunde jeg
ikke hamle op med hende.
Jeg havde nogen Sangstemme, og hun vejledede
mig i Valget af Sangen. Især blev jeg ført ind i
Schu-
berts
dejlige Musik til „Die schone Mullerin“. Dem
havde Dr.
Jessen
paa Hornhein1) sunget, og jeg har
en Formodning om, at han i dem har udsunget sine
Følelser over for hende; til en Begyndelse var det vel
b Sindssygeanstalten ved Kiel. (Se S. 132.)