203 / 500
1 9 6
—
og Hovedpersonen Felix noget uklar; dog har ogsaa
denne Fortælling sine Skjønheder, og navnlig er Fru
Friland en velskildret Karakter.
Ved de nærgaaende Angreb af Blad-Recensenter,
som Chr. Winther i de senere Aar havde været Gjen-
stand for, var han beviisligt bleven vred. Allerede tid
ligt havde han et aabent Øje for, hvor megen Skade
en haard og ubillig Kritik kan gjøre derved, at den ofte
dræber Meget, der maaske ellers vilde kunne have givet
god Frugt. I 1823, da
Oehlenschlægers
„Robinson i
England“ blev opført, skrev han til
Visby:
„I skulde
dog ikke være saa forbandet friske til at pibe original
danske Arbejder ud, om de endog ere middelmaadige
(blot ikke slette); . . . . Du kan tro mig: ved denne
overdrevne Strænghed af det dømmende og exekutive
Publikum bliver Mangen, der følte Kald til at være
dramatisk Digter, kyst fra denne Vej.“ Nu havde han
selv været Gjenstand for ikke milde Domme, og nu
skulde vedkommende Herrer Kritikere have Tak for
Sidst. I det andet „Fragment af Reinekes Memoirer“
bringes de paa Bane; Reineke har selv givet sig af med
denne Beskæftigelse, og hans Fætter, Grævlingen Grim
bart, vil nu have Underviisning heri'. Reineke siger d a 1):
Nu vel, Du Recensent vil være!
Den Kunst er saare let at lære;
om Kundskab er her Talen ej,
naar man vil træde denne Vej.
Tag Du en Bog en ledig Dag,
læs Titlen, læs lidt for og bag;
om Du forstaaer det eller ikke,
gjør Ingenting; ved løse Blikke
9 Sml. Digtn. II, S. 138 ff.