187 / 500
— 180 —
Hvad tør jeg vel klage over?
Jeg har jo forskyldt det selv!
At jamre jeg ikke vover;
mit Indre mig hvisker: „SkjælvH
Vær venlig, Du ensomme Stjærne,.
som titter bag Skyen frem
og vinker mig fra det Fjærne —
ak, vinked Du mig
hjem!
III.
Mit Liv var kun en usel
vanvittig Driven-om;
jeg tænker paa det med Blusel —
det fælder sin egen Dom.
Det seer kun golde Blade
paa svage Kvist og Gren;
jeg kunde det inderligt hade —
hvis ikke der var
E en!
Een er der, som har straalet
et Lysglimt i min Nat ;
hun viste mig klarligt Maalet —
og
Hende
har jeg forladt!
Jeg overspringer det sidste af Digtene fra 28nde
Jan. og et fra den følgende Dag, i hvilke han klager
over, at den sleske Gudinde for Sang med List og
Lempe har draget ham til sit Venusbjærg, drukket hans
Hjærteblod og er bleven hans argeste Fjende; han vilde
— som han før havde udtalt (II, S. 404) — hellere have
lært at pløje, at spande over Læst, tømre og flikke; thi
det havde været ham meget bedre. Den 5te Febr.
gynger han i Nykjøbing:
Den sidste Gang, jeg hende saae,
og hende tavs Farvel jeg sagde,
sit elskte Hoved venligt paa
min ene Skulder ømt hun lagde.