165 / 500
—
1 5 8
—
Natur som Chr. Winthers i Regelen er noget zart; „naar
Livet berører den for stærkt med plumpe Hænder, bort-
famles næsten altid Endel af Psychens fine Blomsterstøv,
og han synes heller ikke at have undgaaet denne haarde
Skæbne. Disse „nye Digte“ ere vel roligere end mange
af deres umiddelbare Forgængere; men de røbe des
værre ofte Spor af Mathed efter en haard og lang
Kamp.“ Man mener, at flere af Digtene ikke havde for
tjent at offentliggjøres; som Exempel paa et godt Digt
aftrykkes „Kong Volmer paa Rejsen“. Saa gaaer det løs
mod Formen; men Enkelthederne i disse Indvendinger
bliver det her for vidtløftigt at indlade sig paa. — Ogsaa
i private Udtalelser sporer man, hvor lidet disse Digte
paaskjønnes. Den 17de Dec. 1850 skriver Jfr.
Liunge
til Skuespilleren
Augu st Nielsen:
„Winther har foræret
Din Moder sine nye Digte; men hun er ikke begejstret
over dem; der er saamange til hans Kone, som ere
temmelig overspændte,“ og d. 28nde Dec. s. A.: „Win
thers Digte gjør aldeles ingen Lykke.
Bojesen
siger
om dem, at de ere saa forpinte, fortørrede og ligesom
halede ud af ham; det er den sidste Gnist af hans
gamle Digterild.“ 1) Den 14de Jan. 1851 skriver
Anna
Nielsen
til sin Søn
August:
„Hertzes
nye Digte . . .
har været mig en stor Nydelse. Han er dog bestandigt
den Samme — den samme Finhed og Skjønhed i Tanke
og Udtryk, den samme Fuldendthed i Form. Ogsaa
Winther har udgivet en lille .Samling Digte i Julen. Om
disse kan man derimod ikke bruge de ovennævnte Ud-
b Det er stærke og ufattelige Udtryk om Frembringelser som
„Natten var mild og kjær“, „Kong Volmer paa Rejsen“, „Et Par“.
„En Lykkelig“ o. fl.