162 / 500
—
1 5 5
—
duktion. Han siger til sin Hustru1): „Du vakte i mit
Indre min Kraft vidunderlig“ og andensteds2): „Jeg følte
saa klart Sandheden af Det, En blandt mine berømte
Landsmænd har sagt, at Kjærligheden er den Hoved
nøgle, som lukker op for Alt i Mennesket. Som efter
en befrugtende Regn spirede ogsaa alt Det, der saalænge
havde ligget som et dødt Frø gjemt i mit Indre, frem
til et frodigt Liv; det Ene drog det Andet frem, arbej
dede sig op, voxede og forgrenede sig til alle Sider og
optog med Lethed alt Nyt, der fremkom. Mine Tanker
bevægede sig derved uafladeligt hen til den Lyskres,
som havde vakt dem til Liv, og mit Hjærtes eneste
Ønske var ret at
være
Noget for at blive værdig til den
Himmel, der syntes at aabne sig for mig. Jeg elskede!
Det var som en Aabenbaring, der umiddelbart skjænkede
min Sjæl en klar Anskuelse, en uimodsigelig Sandhed.“
Han udgav „Lyriske Digte“ 1848, en Oversættelse
af „Reineke Fos“ 1849 — dette Arbejde gjorde han,
ligesom
Goethe
, til sin Adspredelse —- „En Morskabs
bog for Børn“ 1850, „Nye Digte“ 1850, „En Student
og en Jomfru“ 1851 og „Tre Fortællinger“ 1851.
„Berlingske Tidende“ dvæler i sin Anmel
delse3) af „Lyriske Digte“ mest ved Digtene til hans
Hustru4) og siger, at Winther gjennem disse viser et
nyt Udviklingsstadium i sin kunstneriske Bevidsthed.
„I Digterens tidligere Arbejder har Mangen nu og da
fundet sig tilbagestødt af en ofte urolig Higen, et i en
indre Splid fortabt Gemyt, et fortvivlet Blik paa Livet
9 Sml. Digtn. III, S. 248. 2) Smsteds IX, S. 216—17. 3) 1848,
Nr. 316. 4) Dette Afsnit kalder han „Da jeg var ung“ ; der er i det
Hele 67 Digte, Nr. 27-—95 i Saml. Digtn. III.