159 / 500
— 152 —
paa Volden, følte han sig som en hel Pascha. En Aften,
da Winther sammen med
E rik Bøgh
gik bort fra
Bødt
cher,
udtalte han: „Det Menneske har aldrig bestilt
Andet end ligge paa en Sofa og læse „Riises Arkiv“,
og saa kan han alligevel blive ved med at skrive Digte,
som jeg misunder ham. Jeg har ikke mere Poesi i mig,
end mine gamle Støvler.“ —
■Winthers trykte Breve vise paa flere Steder, at han
kunde være stræng i sin Dom om Forfattere; ogsaa i
utrykte findes der Vidnesbyrd herom. Han taler om
„den forskruede, affekterte
Kristian
Arentzen
“
og om
„den indbildske, uvidende, hovmodige, af al Kunst og
Gratie forladte Filosofus udi egen Indbildning Hr.
R u
dolph Schmidt
“, der „sætter sig paa en høj Hest og
slaaer med Vingerne som en Hane“. Andensteds taler
han om „den fortvivlede
1. Levin“,
der „har forhalet,
forkvaklet, forhindret, fortrædiget som sædvanligt“.
Det er vel næsten umueligt, at han ikke skulde
have kunnet skatte
Bjørnson
som Digter; men
Politi
keren
skæmmede — for Winther som for Saamange —
Poeten.
Han kalder ham „den politiske Harlekin“ og
taler om hans „Vanvid“ *). To Gange søgte
Bjørnson
Winther, som imidlertid bægge Gange negtede sig
hjemme for ham.
Om Winthers venlige Forhold til en Mand af den
gamle Digterskole bærer følgende hidtil utrykte Brev
Vidnesbyrd:
19de Juni 1849.
Meget Ærede! Paa det Inderligste være De takket
for det mig
f r a Dem selv
tilstillede Exemplar af Deres
b Se Breve fra og til C. W., S. 221 —22.