156 / 500
— 149 —
tidligt har jeg hørt, at han kaldte dennes Digte „Sylte
tøj og Sukkergodt“, og dette Udsagn har hans Søn
Svend
bekræftet til mig.
Winther var — som før sagt — en stor Beundrer
af
Oehlenschlæger
og kalder f. Ex. „Helge“ et mageløst
Værk“ 1) og ham selv „Kæmpen
Oehlenschlæger
“ 2).
Han synger til h am 3):
Beruset i Din Tonestrøm,
de sprudlende Kaskader,
Hvem trylled ej Din Digterdrøm,
vor Mester og vor Fader!
Hvor er et Hjærte vel i Dan,
som sødt jo maatte banke,
naar kjæk Du sendte over Land
Din Tone med Din Tanke?
Du slaaer Din Stræng, og som en Gud
Du Sorgen sødt bedaarer;
Du breder Svanevingen ud
og vækker tusend Taarer.
I hver en Kres, hvor efter Sang
de trætte Hjærter tørste,
Du stiller huldt den dybe Trang
som en veldædig Fyrste.
Efter
Oehlenschlægers
Død lader han Sangfuglen i den
visne Krans paa hans Grav sige4):
I visne Løv jeg sidde vil og synge,
mens Skoven med de friske Knopper pranger;
jeg i hans søde Slummer vil indsfynge
en Krans af Triller, klare Toneslanger,
lig Himlens Gloria, hin Engleklynge,
der hisset jubler om den skjønne Sanger.
Alligevel kunde Winther tale nedsættende om „den store
Adam“. Den 2 Inde Sept. 1833 skriver han til
Henrik
b Breve fra og til C. W., S. 175. *) Sml. Digtn. X, S. 89.
3) Smsteds I, S. 273 - 74. 4) Smsteds X, S. 82. ■