ChristianWinther

—

1 4 3

—

Hvor gaaer det dog min gamle Gust?

Han ligger nok og gaaer i Rust?

Han bliver jo saa tyk og trind,

at han ej danser mer, det Skind!

Til Sultekur han kunde trænge —

han har nok altfor mange Penge.

I Digtets Begyndelse staaer der paa Tryk, at Winther

i sin Lomme havde Attest og Pas til Parnas fra „Etats-

raaden“ ; i Manuskriptet staaer der: „Salig

Molbech“.

Ogsaa

Frederik Paludan-Miiller

gaaer det ud over;

paa T ryk staaer der:

Forbi Kalliope paa Taa

jeg hel ærbødig monne gaa.

Hoinér

ved hendes Fødder laa,

mens hun i Nordens Saga-Taage

det havde fundet svært at vaage,

saa med en Skindbog paa sit Skjød

en liflig Middagslur hun nød.

Disse sidste Linier se i Manuskriptet saaledes ud:

Mens hun ved Homos Fryd og Kummer

sig havde dysset sødt i Slummer.

I 1863 kalder Winther i et Brev

Paludan-Müller

„Kjære“

og underskriver sig hans „hengivne“ *); næste Aar stem

mer han imod, at „Det

anckerske

Legat“ gives ham;

men det er rigtignok, fordi han mener, at det er bestemt

kun for yngre Mænd2). I 1862 giver

Paludan-Müller

ham til Optagelse i „Nye Digte af danske Digtere“ „Pyg

malion“, og, da Winther ytrer sig glad over dette Bi

drag, svarer

Paludan-Miiller

i et utrykt Brev: „Det

glædede mig ret, at De, som ikke vil vide af Reflexion

b Se Breve fra og til C. W., S. 109. 2) Se Breve fra

H. C.

Andersen

II, S. 484—86.