145 / 500
— 138 —
„med Svøben, som dem skulde tugte,
„saa al min Snak kun lidt vil frugte.“
Hun hørte næppe paa mit Ord,
men stirred vemodsfuld mod Jord.
„Men,“ vedblev hun med Haand paa Hjærte,
„Hvad mig har voldet dybest Smerte,
„er, naar med Harme jeg betænker,
„at man ved lave, lumpne Rænker
„har' fejet ud mit Tempels Pryd
„og tusend Hjærters Lyst og F ryd.1)
„Min Rose rev de op med Rod
„og traadte den med skamløs Fod!
„Som Dronning den i Haven stod
„og spredte rundt sin ædle Glans
„og kvæged yndigt Sind og Sans;
„det kunde disse Drog2) ej taale —
„den dræbte dem jo med sin Straale.“
3) Hun tav. Jeg tog mig vel i Vare;
her Intet var for mig at svare.
„Jeg havde rustet hende ud
„med Alt, hvad skjænke kan en Gud;
„de trende Søstre var ogsaa med
„og fulgte stadig hendes Fjed.
„Naar dybe Tanker eller høje
„hun tolkede med Røst og Øje,
„Hvo var da stor og sand som hun?
„Hver sindrig Skjæmt fra hendes Mund
„gik frem, som var det hendes egen,
„og aldrig veg hun over Stregen;
„men Smil og Blik og Stemmens Klang
„og Armens Bøjning, Fodens Gang,
„var som en Harmoni-Musik —
„Alt traf det Rette paa en Prik.“
Thalia rynkede sit Bryn
og sendte mig et Vredeslyn.
Jeg troede fast at se Den, som
hun saa begejstret talte om —
b Naturligviis Fru
Heiberg.
2) Paa Tryk staaer her „Tislerne“.
®) Det følgende Afsnit er udeladt paa Tryk.