ChristianWinther

— 141 —

saaledes: „Da jeg tog Afsked fra Teatret, stod der i

„Fædrelandet“ et Digt, som rørte mig, og jeg spurgte:

„Men Hvem har dog skrevet det?“ Man svarede mig,

at det var af Chr. Winther. „Sætter han ikke sit Navn

under det, saa bryder jeg mig slet ikke om det,“ ud

brød jeg; „det er Fejhed af ham; han er bange for at

støde det

nielsen-høedtske

Parti. “ x) Da hun fremsatte

denne Paastand med en vis Bitterhed, svarede jeg hende,

at Winther, saa vidt mig bekjendt, aldrig havde offent

liggjort noget Digt, han ikke havde sat sit Navn under,

og at det maatte være let at afgjøre, om han var For

fatteren; desuden forelaa der i „Besøg paa Parnas“ et

stærkt Beviis for, hvor tro han havde været i sin Be

undring for hende; dette Digt, sagde hun — mærkelig

nok —, at hun ikke kjendte, og jeg bad da om at

maatte forelægge hende det, hvilket hun imidlertid af

viste med en temmelig affejende Bemærkning. Nu veed

jeg af

Heibergs

Brev, at hun har kjendt det. I hendes

„Et Liv gjenoplevet i Erindringen“ har Udgiveren efter

hendes Initiativ slaaet det fast, at Winther er Forfatter

til det omtalte Digt i „Fædrelandet“ 2); men dette er

en stor Fejltagelse, eftersom

Julius Lange

overfor mig

har vedkjendt sig Paterniteten. Her er altsaa gjort W in

ther betydelig Uret i Fru

Heibergs

Dom. Hun sagde

til mig: „I de ældre Aar saaes

Heiberg

o g

Winther saa-

godtsom ikke; thi da vilde Winther jo ikke gaa ud til

Nogen. Ved

Heibergs

Død lod han ikke høre fra sig,

og, efterat jeg var bleven Enke, saae jeg ham aldrig i

mit Hus.“

b Denne ikke uberettigede Mening er jo ogsaa udtrykt i

Heibergs

ovenanførte Finte om Winthers „gode Grunde“. 2) Se

Joh. L. Heiberg:

„Et Liv, gjenoplevet i Erindringen“ IV, S. 371.