390 / 500
— 383 —
dem — troer jeg — let fra Deres Stue
i Aftensolens røde Lue. b
Hils Voverne, de lange, krumme,
som ind fra Øresundet skumme
og minde om i deres Sange,
at de har baaret mange Gange
vort Flag til Roes og Magt og undre
sig, at saa sjældent høres dundre
den danske Torden over Havet;
„er Danmark,“ spørge de, „begravet?“
Hils Højen, hils den tavse Sten,
som knejser over Kæmpens Ben;
men væk ej ham, nej, lad ham ligge
og drømme stolt — hans vaagne Blikke
blev os vist ikke meget ømme —
nej, lad ham drømme — lad ham drømme!
Alt Chr. Winthers Haab om i Foraarstiden at gjense
Danmark blev til Skuffelse;
Ida
og Fru Winther vare
svage, Fruen havde liidt af Øjenbetændelse, og de be
sluttede atter at tage til Fécamp, hvor de efter et Pat-
Dages Vrøvl og Besvær fandt en taalelig, ikke altfor
kostbar Bolig og en nogenlunde brugelig Opvartnings-
og Koge-Kone. Her havde de Besøg af
Monrad
efter
hans Tilbagekomst fra Ny Zeeland, hvilket glædede dem
meget. Men langt større Indflydelse fik et nyt Bekjendt-
skab, de gjorde her. Chr. Winther skriver i et utrykt
Brev til
Const. Hansen:
„Hvad et slet Valdhorn, blæst
afskyeligt, kan udrette, derpaa vil jeg nu give Dem et
Exempel. En mørk Aften . . . stod jeg alene ved Hav
bredden ved Fécamp og saae ud over Søen. Oppe fra
en af de høje Klinter hørtes den fæleste Musik af et
Tudehorn. Jeg vendte mig for at gaa hjem og mødte
en Herre — den Eneste paa Pladsen foruden mig. Jeg
henvendte til ham et Par misbilligende Ord om denne
b
Const. Hansen
boede paa Amalievej nær Biilowsvej.