392 / 500
—
3 8 5
—
nøjsomste Mennesker, jeg har kjendt. Hvad hans Ud
vortes angaaer, saa maa man — for at være høflig —
idethøjeste kalde det „som Folk er flest“. Se, det var
nu
det!
Naar Giftermaalet skal fejres, skal jeg for
tælle Dem det.“ Den 6te April 1870 skriver han:
„Ida
har maattet holde Sengen og lade Lægen1) kalde, hun,
som
nu
virkelig ikke har Tid til at ligge i Sengen.“
Det Haab, som her atter paa en ny Maade var op-
gaaet for Winthers, blev — ligesom saamange tidligere —
en bitter Skuffelse: da Bryllupstiden nærmede sig, er-
klæiede
Idas
Brudgom, at han ikke kunde ægte hende
— efter Sigende havde hans Familie paavirket ham
imod hende. Denne Sorg drev nu Winthers bort, ikke
alene fra Paris, men fra Frankrig,- Frøken
Jensine
Smith
skriver: „Da Hjemrejsen blev bestemt, var Chr.
Winther saa glad, som vi aldrig havde seet ham i
Frankrig, og vi kunde ikke bare os for at le, da vi den
Dag, vi skulde forlade Paris, allerede Kl, 5 om Morge
nen saae ham staa i Salon’en, fuldt paaklædt, med Hat
og Stok i Haanden, skjøndt der endnu var 3 Timer til
Afrejsen. Han fortalte, han havde ikke kunnet sove af
Angest for at komme for sent; blot een Dag længer i
Frankrig var ham en Pine. Vare vi tre Andre vemo
dige ved Afskeden fra det skjønne Frankrig, saa var
Chr. Winther i højeste Grad glad; saavel Vogne som
Jærnbanetog gik ham altfor langsomt; han sagde Intet;
men vi saae det tydeligt: det var, ligesom han nu løste
op for al
den
bundne Længsel efter Fædrelandet, som
b Deres Huslæge, som tidt besøgte dem, var Dr.
Vernois,
en
af Kejserens Læger, der havde besøgt Danmark og meget interes
serede sig for det.
N. B ø g h : Chr. Winther. III.
25