397 / 500
—
3 9 0
-
Her er koldt endnu og Vinter;
Vaarens Ynde er kun ringe,
Brændemanden end maa bringe
til min Ovn de tørre Splinter.
Over Torve, gjennem Stræder,
maa jeg som i Vinterkulden,
hele Kroppen ganske ulden,
slæbe paa et Lispund Klæder.
Hagien rasler paa min Rude,
Sneen falder fin paa Taget,
ængstlig driver Skyen, jaget
af den vilde Storm derude.
Træerne er splitternøgne;
Droslens Sang er kun en Klage;
thi den har ej gode Dage
hverken hellige eller søgne;
men i Taalmods Vadmelskaabe
maa man svøbe sig og sætte
sig i Lænestol tilrette
for med Anstand
der
— at
haabe.
Du maa ikke være bange,
at mit Fad og Krus er tomme;
Det, som endnu ej vil komme,
er mit Mod til nye Sange.
Altfor længe har jeg dvælet,
og det er en farlig Vane
saa
at raste paa sin Bane,
doven, døsig og forkjælet;
thi, beslutter man saa atter
Tankevingen frit at hæve,
faaer den os ej til at svæve —
saa man bliver fælt til Latter.
Nu, lev vel! Paa Dine Hænder
trykker jeg, min søde Frue,
hede Læber — deres Lue
kom fra Hjærtet — hvor det brænder!
I Rom søgte Fru Winther og
Ida
at adsprede sig.
„For at opmuntre“ denne Sidste, klædte de sig i Hedebo-
pigedragter og gav saaledes Møde blandt de skandina