395 / 500
— 388 —
Alt det Slette bør vi glemme,
det er ikke Pinen værdt;
men det Gode maa vi gjemme,
som ved
Troskab
blev os kjært.
Paa
een
Troskab kan Du lide
trygt — det tør jeg sige frit —
thi den lever, maa Du vide,
i Din Moders Bryst og mit.
Nu lev vel, lev vel, min Ven,
til vi atter sees igjen!
Lindret, styrket kom tilbage —
Gud Dig skjænke klare Dage!
Damernes Maal var Rom. Strax efter deres Af
rejse, nemlig d. 20nde April 1871, skriver Winther til
Const. Hansen,
„næsten den Eneste, Familien havde
tilbage“ : „Jeg vil betro Dem en Hemmelighed: jeg er
ikke rigtig i godt Humør.“ Han levede paa Studenter-
Viis; han vilde kun benytte sit Studereværelse, der til
lige var hans Sovekammer. Tjenestepigen var opsagt;
en Kone kom da til ham og sørgede for hans Opvart
ning, og han spiste hver Dag sin Middagsmad i Stu
denterforeningen.
Hver Eftermiddag besøgte
Henri
ham. En Bekjendt af ham vilde gjæste ham, men traf
ham ikke hjemme; derimod fandtes der paa Dørens Søm
en Pølse, som ovenomtalte Kone havde kjøbt til hans
Frokost og, da han var gaaet ud, hængt op
der.
Han
var med sin Affældighed ikke ret istand til at skjøtte
sig selv. Jeg mindes, at jeg netop paa denne Tid saae
ham sidde i en nedslaaet Droske, hvor han vilde betale
Kusken for den Tur, han havde kjørt; alle sine Penge
tabte han i Bunden af Vognen og maatte ligge
der
for
at samle dem op. — Smaa Sammenkomster med
Const.
Hansen
kunde han endnu faa i Stand; d. 29nde April