398 / 500
—
3 9 1
—
viske Kunstnere i Osterierne. Det var dog ikke
der,
de vandt Sympati eller selv fængsledes af Nogen. Der
imod bleve de andensteds stærkt optagne af en italiensk
„Læge“, som Fru Winther i høj Grad protegerede og
Ida
var meget optagen af. Om Sommeren fulgte han dem
ud i Albanerbjærgene, hvor han boede med dem og
kostede Fru Winther ikke faa Penge. Sent paa Efter-
aaret ledsagede han de to Damer til Paris, hvor Chr.
Winther mødte dem, fulgt dertil af Fru
Thora Petersen.
Atter skulde han altsaa bo i denne By, som han ikke
kunde fordrage, denne „ledagtige S tad“ 1), „som Romerne
kaldte
Dyndbyen
1, denne „Myretue, nej, det er et altfor
ædelt Billede, jeg vil hellere sige: denne Mødding, hvor
der sværmer Millioner Døgnfluer.“ 2)
Han siger3):
„Franskmændene ere et vittigt Folk; men det forekom
mer mig, at de meget for meget misbruge deres Vid.
Det vrimler . . . i alle Vinduer med Billeder; naar disse
ikke ere politiske eller historiske, enten alvorlige eller
satiriske, saa dreje alle de øvrige sig mer eller mindre
altid
om den urene Erotik og blotte paa den frækkeste
Maade baade den fysiske og moralske Nøgenhed. Den
stærkeste Frækhed, der viser sig i Danseboderne, etc.,
fremstilles uden Sky. Og dog ere Franskmændene ikke
berøvede Syn eller Forstand paa det Sømmelige og
Sandheden i det Skjønne.“
Winthers flyttede ind i det samme Hotel, som de
i 1870 i Juni Maaned havde forladt; han tog det samme
Værelse som dengang i Besiddelse og indrettede det
aldeles som før. Han siger4): „Det er just ikke de
9 Breve fra og til C. W„ S. 202. 2) Smsteds S. 181. ») Smsteds
S. 182. 4) I et utrykt Brev til
Const. Hansen.