399 / 500
— 392 —
behageligste Minder, som møde os her; men min elske
lige Hustru kunde ikke finde noget Bedre eller Billigere
end dette Lokale.“
Den „halvgamle, italienske Læge“ var stadigt Gjæst
i Hotellet. Winther skriver1): „Det lader til at være
en meget vakker Mand. Han har hele Tiden i Rom
taget sig af
Julies
og
Idas
Helbredstilstand, og han
behandler dem, som om de vare hans Børn. Jeg be
nytter ham her til at tale Italiensk; men det Værste er,
at han, der som en ægte Italiener er Lidt af Alting:
Musiker, Maler, Poet, etc. — vil have mig til at læse
hans — meget korrekte og elegante — men efter
min
Smag lidt forskruede og kjedelige Vers. Hans Duelig
hed som Læge er konstateret, især derved, at han i
9—10 Aar har været ansat ved det franske Okkupations
korps i Rom.“ Det endte med, at han vilde lære Dansk
af Winther; men denne erklærede da: „Det vilde just
ikke være mig en Fest paa mine gamle Dage at agere
Ludimagister.“
For sidste Gang svigtede Haabet om, at
Ida
skulde
holde Bryllup. Man opdagede efter Sigende, at „Lægen“
nok egentlig kun var en Barber fra Piazza Barberini,
og hermed mistede han al sin Glorie.
Trist er det at tænke paa Chr. Winther under disse
Forhold. Han skriver fra Paris d. 1ste Nov. 18712) :
„Jeg gaaer ikke nogensteds hen, undtagen naar mit
Følgeskab er nødvendigt,“ og d. 21nde Dec.3): „Min
eneste Færd bestaaer i at sove, vandre en Motions-
0 I et utrykt Brev til
Const. Hansen.
2) Breve fra og til C.
W., S. 197. 8) Smsteds S. 199.