476 / 500
—
4 6 9
—
Saadan var han, og
det
er en rigtig Poet! I hans
Bryst var der lagt en Lyre, hvis Strænge vare som
nordisk-blonde Kvindehaar og Foraarets Solstraaler, der
stadigt ere nye og dog det Gamle, vi saa tidt have op
levet. Denne Lyre var dannet af Guld, hentet fra de
gamle Ridderborge; rigt prydet var den med nordiske
Ornamenter og blidgjort ved Sydlandenes varme Farver;
Folkevisens simple, yndige Toner randt ud af den. Saa
dan gik han over vore danske Vange, medens Vaaren
sprang ud og Nattergalene sang omkring ham.
Han lystig var at skue
med Strængeleg i Haand,
med Blomster paa sin Hue
og med brogede Baand.
I Højsal og i Stegers
han lige frejdig stod;
for Dronning eller Terne
var lige kjækt hans Mod.x)
Der,
hvor han tog Plads, flokkedes omkring ham Alle,
som havde et ungt, poetisk dansk Sind. Og hvor fry*
dedes de da over hans velbekjendte kjære Stemme!
Som Lærkesang den jubled,
saa Skovens Hvælving klang,
og det var Folmer Spillemand,
der meldte sig med Sang.2)
Da var det, som Livet gjenfødtes i
dem,
der hørte der-
paa, og, naar han tav, blev Alle stille, indtil de bad
ham om at synge mere. Dengang han saa tav for
bestandig, gjemte man i sit Hjærte hans Sange, for
altid paany at tage dem frem og høre dem til For
i) Sml. Digtn. VII, S. 275. 2) Smsteds S. 208.