475 / 500
—
4 6 8
—
jeg elsker mest det Stille, Milde,
det Hyggelige, Skjælmske, Lille
kun
der
er Hjemmet for min Sjæl.
Han siger, at han ikke gad bo i Pragtpaladser med
Marmortrapper og Højenloft, men helst i en lille sjæl
landsk Hytte med Have og Skov. Fossen skræmmer
ham, men Kilden kvæger hans Sind; de høje Sne-Fjælde,
der vældigt, stolt og koldt knejse mod Skyen, seer han
med Skræk paa, men elsker vore grønne Banker, hvor
han kan gaa og plukke Violer og Bukkar og møde Old
tidsminder; naar Verdenshavet brøler, føler han sig æng
stelig lille, medens vore danske Bugter og Sunde, der
kranses af Skov, vække hans Frejdighed og Lyst. Juno-
nerne med kulsort Haar og stolte Blikke, der træffe som
Lynild, har han ingen Smag for;
„nej, HebesVæxt, snehvide Arme,
„violblaa Øjne, Læber varme
„og blonde Haar kan jeg forstaa.“
De kæmpestore mytologiske Digtninger bryder han
sig ikke om , men morer sig ved en lystig, lille, vel
sleben
heibergsk
Vaudeville, ved Henrik og Arv eller
ved hollandske Billeder fra Folkelivet. Tendensromaner
om Statsforvaltning, Kristendom, Pædagogik osv., hader
han, men nærer sig ved smaa Noveller om Dagens Liv
og Verdens nye eller gamle Skik; halvpoetiske Piofetei
og spekulerende Poeter maa for ham gjærne rømme
Landet, naar han blot maa beholde
dem,
hvis Sang be
viser, at de have ikke
kunnet Andet.
!) Sml. Digtn. VII, S. 51.