470 / 500
— 463 —
spektoratet for Kirkegaarden, imod at dette paatog sig
Gravstedets Vedligeholdelse, saa at det synes skaanet
for nogensinde, naar de nærmere Slægtninge og Venner
ere gaaede bort, at henligge i forsømt Tilstand.
Talrige Digte forherligede Chr. Winthers Minde, og
alle vidnede de om, hvor højt elsket han havde været.
Staten bevilgede hans Enke 1000 Kroner aarlig.
Hun og Datteren tilbragte endnu nogle Aar i Paris.
Kræftsygdom, som havde dræbt flere af Fru Winthers
Søstre, angreb nu ogsaa hende, og hun led overordent
ligt; hun tyede da tilbage til Danmark, hvor hun paa
Frederiks Hospital i Kjøbenhavn tilbragte en Tid under
uhyre Smerter, som hun bar med stor Sjælsstyrke og i
Gudhengivenhed. I sin sidste Tid erkjendte og udtalte
hun, at hun havde handlet galt ved at lade
Ida
blive
i Hjemmet, og at hun vilde raade Alle til altid at a n
bringe en Sindssjrg paa et Hospital.
I et Digt fra deres første Forbindelses, Tid havde
Chr. Winther skrevet til hende1);
Men
skal
jeg dø, og bort jeg gaaer,
mens
Du
maa blive her tilbage,
vil jeg, til Hjærtet stille staaer,
hver Afskedstanke rent forjage.
Jeg tænke vil: den ene Dør
oplukker jeg til evig Glæde —
det varer ej saa længe, før
jeg seer Dig fra den anden træde!
Dette gik tildels i Opfyldelse; hun døde d. Ilte Juni
1881. I hendes Album havde han Juledag 1851 skrevet
dette hidtil utrykte Vers:
Jeg elsker Dig i hver en Alder,
jeg elsker Dig, naar Sneen falder,
0 Sml. Digtn. III, S. 20.