467 / 500
— 460 —
men den Tonestrøm, der flød
klar og liflig fra dens Strænge,
langt ud over Grav og Død
ruller gjennem Danmarks Vænge.
Al den Ynde, Duft og Glans,
Sprogets Urtehave rummer,
bandt han i Buket og Krans,
bar han frem i blanke Kummer.
Rosenstrøt ej var hans V ej;
saaret selv af Livets Vaande,
har han skabt en Rosenmaj,
som ej døer for Vintrens Aande.
Alferne, som snildt i Flok
tjælde os vort Hjemlands Vægge,
kæmme Bøgens lyse Lok,
Agrens rige Taffel dække —
de har aabnet for hans Blik
deres sommergrønne Sale,
og Hvad han at skue fik
ingen Anden kunde male.
Først og sidst var Kjærlighed
med dens Jubel og dens Jammer,
med dens Længsel, mild og hed,
Arnen i hans Hjærtes Kammer;
og, mens der er Hjærter til,
som dens Rørelse fornæmme,
skal de kvæges ved hans Spil,
skal hans Sang ej gaa af Glemme.
Tak ham da for Hvad han gav
af sin Ævnes modne Grøde,
og lad Mindet paa hans Grav
skinne som en Aftenrøde!
Du, Alkjærlighedens Gud,
over Sjælen Dig forbarme!
Slet al Skyld og Svaghed ud!
Tag ham i Din Naades Arme!
Derefter talede Præsten
Jacob Paulli.
Han næv
nede Digterens store Kald, som gaaer ud paa at vise