462 / 500
— 455 —
slet ikke var inde i Forholdene. Derefter sang en svensk
Dame, Frøken
Swabitz,
„Lær mig, o S k o v “, og Præsten
for den norsk-danske Menighed i Paris,
C. H. Lunde
,
traadte da frem og lagde en Krans paa Kisten, ikke i
sit eget, men i Nordens Navn, „i Kraft af den Ret, Tak
nemmeligheden giver, og efter det Mandat, han havde
som Borger i det Norden, paa hvis Aandsliv Winther
havde havt saa stor Indflydelse“. „Denne store Digter
havde udtrykkelig forlangt, at der ved hans Baare ikke
maatte holdes Lovtale over ham, da han hadede Ver
dens Roes og Ordbram. Uagtet der nu her
kunde
hol
des en Lovtale, hvori ikke et Ord skulde være Bram,
men den simple Sandhed, saa burde den Dødes Ønske
holdes i Ære, og dette kunde ske i Overensstemmelse med
det gamle Ord: „Naar Hjærtet taler, saa tier Tungen“.
Hjærtet takker for denne Digter, som til Vækkelse og
Berigelse sang sine Toner ind i Folkehjærtet, ind i det
ellers saa fattige Menneskeliv“. Denne T ale1) løftede
den før saa svage Stemning ikke lidet. Tilsidst blev
der afsunget en Sang af
Drcichmann.
Under hele
Sørgehøjtideligheden var Fru Winther tilsyneladende ikke
bevæget.
Hjemme i Danmark gjorde der sig strax ved Un
derretningen om hans Død en stærk Stemning gjældende
i Retning af, at hans Lig skulde hvile i dansk Jord.
Han havde tidligere sunget2):
Nej, her paa den grønne
Q
med Skov og Sø,
med Bakker, Eng og Strande,
J) Se Berlingske Tidende 5te Jan. 1877. 2) Sml. Digtn. II,
S. 114.