460 / 500
— 453 —
veed, De holdt af ham, og vil derfor sige, han havde
sine Aandsævner usvækkede til det Sidste. Deres sidste
Brev til ham læste jeg for ham i Sengen, og han sagde:
„Naai jeg kommer op, vil jeg svare; men nu er jeg
træt. Det vai dog rart at høre fra
Constantin Han
sen“
.
Ja, i Tiden kan jeg sige Mere; men nu vil De for-
staa min Tavshed. Han døde med min Haand i sin,
og ingen fremmed Haand rørte h am 1). Med
Adas
Hjortepude under sit Hoved hviler han nu med Nar
cisser og Roser ved sine Fødder; dog snart skal vi at
ter mødes; thi vi længes; dog, nu gjælder det at
holde ud.
Min
Henri
bringer en Stok, som jeg beder Dem
bruge til Minde om Deres Ven; den holdt han meget
a f2). Lev vel!
Ida
hilser, dybt forsørget, Dem og alle
Deres, ligesom jeg selv.
Deres altid hengivne Julie Winther“. .
Den 31te Jan. s. A. skriver
Ida:
„Kjære3) Constantin Hansen! Tør jeg takke Dem
meget for Deres venlige Brev . . . Baade Moder og jeg
ere meget bedrøvede over, at Faders Lig er bragt til
Danmark, fordi det er et gammelt Løfte til Fader, at
vi alle Tre skulle hvile i den samme Jord. Vi savner
Fader i hver en Krog; vi har kun eet Ønske: snart at
kunne samles med Fader hos Gud. Fader har allerede
b I et Brev til
Snoilsky
siger hun: „Jeg lukkede hans -Øjne.
Den 1ste Jan. klædte jeg ham i hans sidste Dragt . . . . Mine Tan
ker have vanskeligt ved at holde sig paa Jorden — der er saa
©de, saa tomt! Han længes! Snart! Snart!“ 2) Den ejes nu af
Si
gurd Constantin Hansen.
3) Her har Moderen indskudt „Hr. Pro
fessor og Etats raad“.