ChristianWinther

— 449 —

fra den var han aldrig... I Begyndelsen af Fyrrerne

gjorde han Nar ad sin Svoger

Jensen

, da denne vilde

forklare Miraklerne rationalistisk, hvilket han erklærede

for aandløst1). Naar

Agerskov

undertiden raillerede

over Kristendommen, sagde W inther: „Fy, skam Dig!“

Engang spadserede de sammen i Frederiksberg Allé,

da i det Samme en Flok Spurve susede forbi. „Hvad

var

det?1

spurgte Winther. „Det var dem, der ikke

falder til Jorden uden vor Faders Villie“, svarede

Aper-

skov.

Winther vendte sig fra ham og sagde: „Du for-

arger m ig!“ 1) Han beskjæftigede sig endel med reli

giøse Spørgsmaal og læste f. Ex.

Poul Mellers

Afhand

ling om Udødelighed fem Gange igjennem. I Begyndel

sen af sit Dødsaar, nemlig 6te Febr. 1876, skriver han

til

Const. Hansen

, som har mistet sin Søn2): „Hvis

jeg havde Ævne til at trøste Nogen, saa vilde jeg af

al Magt gjøre det i dette øjeblik. Men jeg kan ikke

trøste

Nogen.

Derimod veed jeg, at baade De og Deres

Hustru nok selv vide, hvor den

rette

, den enesteTrøst

erat hente“. Denne Udtalelse svarer til

detSted i

hans Fortælling fra denne Tid „Et Vendepunkt“, hvor

han taler3) om „de Midler til Trøst og Beroligelse af

et fristet Sind, som kunne bydes enhver god Kristen“.

Kort efter siger h an 4):

Jeg troer paa Alt, hvad mig blev lært,

jeg

skulde

tro — skjøndt det var svært.

Jeg troer paa Kristus, hvis Mirakler,

forarge nu saamange Stakler.

'j Agerskovs

Meddelelse. ®) Breve fra og til C. W., S. 234.

3) S. 62.

Efterl> Digte; s. 142— 43.

N. B«gh: Chr. Winther. III.