451 / 500
—
4 4 4
—
Naar man er død og Alt forbi,
er Legemet ej mer vort eget.
Er der ej mere Liv deri,
er Sjælen ned- eller opad steget,
saa gjør det saamænd ligemeget,
hvor Klædemonnet bliver af!
Men, da man have skal en Grav
og se at komme] snart afsted,
for ej at volde
dem
Fortræd,
som efter os paa Jorden gaa,
saa ønsker jeg — ifald jeg maa —
mit Leje i det Fri’ at faa,
helst under Græsset og i Læ
af et bredskygget Bøgetræ,
som staaer afsides paa en Mark.
Men, da jeg har det godt i Verden
— thi kjær og yndefuld mig er den! —
og altsaa helst jeg blev i Live,
saa kan til Overflod man skrive
med Kniv i Træets glatte Bark:
„Her hviler under grønne Tillie
„C. Winther,
meget mod sin Villie“. 9
Senere siger h an 2):
Frisk op, min Sjæl, lad ej Dig kue
af Tanken om den sidste Stund!
Mit Hjærte, Du bør ikke grue!
Du lever ved en himmelsk Lue,
der tændes ny bag Dødens Blund.
Den 18de Aug. 1869 skriver h a n 3): „Er Mennesket
et frit Væsen, med Selvbestemmelse? Nej! Spørger man
ham, om han har Lyst til
at være?
Nej, han kastes
ubevidst hovedkulds ind i Livet. Spørger man ham om,
hvilke Ævner og Egenskaber han vil begaves med?
9 Dette Digts Slutning minder om Æneidens, hvor
Virgil,
idet
han beskriver
Turnus’s
Død, siger: „Med Harme jeg døer og uvillig
vandrer jeg heden“. 2) En Saml. Vers, S. 42. 3) Breve fra og til
C .W ., S. 180.