448 / 500
—
4 4 1
—
i Aaret 1830
studerede.
Hvoraf det kommer, veed jeg
jo ikke; men jeg kommer tidt til at mindes et Billede i
det derværende leuchtenbergske Galleri, nemlig
Joseph
og
Potiphars
Hustru. Maleren mindes jeg ikke; men
det var et stort Navn. Fru
Potiphar
var
dejlig
. . . .
Saaledes søge alle Malerne jo at fremstille hende, maa-
ske for endmere at bevise
Josephs
store Dydighed. Var
det ikke interessant at male hende
styg?
Hr.
Joseph Jacobsen
nu staaer for Verden
som et Dydsvidunder;
jeg veed dog ej, hvorpaa man grunder
al den Berømmelse, han faaer:
hans Navn er blevet til Symbol;
Historien om ham man søger
forgjæves ej i Børnebøger,
som læses nu fra Pol til Pol.
Jeg troer nu ikke blindt paa Sagen,
fortalt som hist; jeg mener saa:
ved Gisning kunde man vel faa
lidt mer
Sandsynlighed
for Dagen.
Hvordan
var da Fru
Potiphar?
Var hun saa ung, saa sød og yndig,
som hun begjærlig var og syndig?
Der siges ej, hvordan hun var!
Maaske hun da var grim og gammel
og holdt sin Ryg ej ganske ret
og led af giftigt Aandedræt;
hvad Under da, at han blev vammel?
Var hun befængt med Skab og Fnat,
med sorte Tænder eller ingen?
Ja, saa forstaaer man bedre Tingen,
at han sig frabad saadan Skat.
Og kan man saa vel undres paa,
at
Joseph Jacobsen
led ilde
ved
Det
, Fru
Potiphar
ham vilde,
og tænkte: „Det er bedst at gaa!“,
og at, da hun tog paa at nappe,
for ham i Snaren at faa fast,
han brugte sine Ben i Hast;
men derved misted han sin Kappe.