449 / 500
—
4 4 2
—
Han blev forknyt — ban løb — han løb;
han burde blevet for at true
den altfor elskovssyge Frue,
saa havde hun vel givet Kjøb. —
Men Sagen, seet i denne Ramme,
faaer dog en anden Karakter!
Ifald min Gisning rigtig er,
jeg vilde netop gjort det Samme
som Hr.
Jacobsen!
— Tænk nu over den Ting!
Den eneste Fodtur, jeg hidtil har foretaget mig, er
hen til
Café de la Régence
. . . Naar jeg g^aer — eller
kryber derhen, ledsages jeg for det Meste af min ube
skrivelig velsignede Hustru. Jeg lider af stærk Svim
melhed, og mine Undersaatter ere meget uvillige. For
resten lider jeg ingen Smerter, æder og drikker som
sædvanligt og sover taaleligt. Hvad kan de 80 Aar
forlange mere? — Hvis De for Sne og Sjap har kunnet
komme ind i den kjære By, saa beder jeg Dem at tage
Hatten af for Hesten — ikke Manden — paa Kongens
Nytorv og forsikre den om, at jeg tidt tænker paa den
og
alt det Andet.
— Naar
Weyse
ved en Families Bord
havde befundet sig vel, plejede han altid at sætte sig
til Pianoet og fantasere. Engang hos Admiral
P. Wulff,
hvor ogsaa jeg var, satte han sig anden Gang hen og
spillede henrivende; men han endte sin Komposition
med et Løb op til den allersidste Tangent og slog saa
med Haanden, den højre, ud over Tabulaturet og sagde:
„Nu er der ikke iler!“ Uden at vove at sammenligne
mig med
Weyse,
maa jeg dog ogsaa her sige det Samme.
Min Hustrus Befindende er kun
taaleligt;
hendes
Kræfter aftage, og det er intet Under. Men hendes
Mod
er altid det samme — Gud være lovet! —