ChristianWinther

—

4 4 7

—

Den 4de April 1871 synger h a n 1):

Gud er til,

— han, hellig og retfærdig,

gjengjælder. rigt hver uforskyldet Ve!

Det

faaer

Den

se, dertil har gjort sig værdig;

men

je g ?

— Ak, jeg faaer det vel ej at se.

Omtrent paa samme Tid siger han, at han ydmygt

takker

Gud hver sen Aften og hver tidlig Morgen.2)

— Den 1ste Januar 187,3 synger han til sin Hustru3):

Jeg kunde let, ifald jeg vilde,

som Viben skriger over Eng,

lig andre Sangere vel spille

paa Davidsharpens laante Stræng;

men mig det tyktes helt uskj elligt

med en profan og uren Haand

Det, som urørligt er og helligt,

iføre Kunstens Klædebon.

Jeg

troer

— og dermed er jeg nøjet;

thi alle himmelvendte Rim

mig lokked aldrig Dug i Øjet —

de dufted mig for stærkt af Lim.

Jeg derfor — som Du veed — ej voved

at sende did min Sangerrøst,

jeg bøjed ydmygt kun mit Hoved

og holdt min Andagt i mit Bryst;

thi, fløj end aldrig mine

Sange

mod Evighedens Helligdom,

var mine

Bønner

dog ej bange,

og Eet de frejdigt bade om:

for Dig, Du Elskede, jeg sendte

mit Hjærtes Suk, livsalig stemt,

til ham, hos hvem jeg trygt erkjendte,

at Støvets Haab og Trøst er gjemt.

Hans Ærbødighed for det Hellige seer jeg ogsaa et Be-

viis for i følgende Udtalelse i et utrykt Brev fra 1833

til gamle

Molbech:

„Det religiøse Tillæg [i

Speckters

9 Efterl. Digte, S. 67. 2) Smsteds S. 73. 3) Smsteds S. 84.