458 / 500
4 5 1
—
Det var ham ikke saa let at faa opfyldt ønsket om at
høre Salmesang, heller ikke om at høre Bibelen blive
forelæst, naar hans øjne ikke godt selv kunde taale at
se i den. Ved at erfare hans Savn i saa Henseende
fandt
Ida,
at han var „bleven saa underlig“. I
Café de
la Régence
havde en dansk Infanteri-Officer spurgt ham,
om det ikke var mueligt, han kunde være ham til Tje
neste; Winther havde da bedet ham om, at han vilde
læse for ham, og, da dette skulde iværksættes og Kap
tajnen paany spurgte om Hvad det var, han skulde
læse, blev Svaret: „Bibelen“. — Da Winther til Kap
tajnen udtalte sin store Længsel efter Danmark, og der
saa blev sagt, at det kunde der jo raades Bod paa, ved
at han rejste dertil, svarede Winther: „Jamen, jeg vil
dog ogsaa nødig skilles fra mine Kjære, og de
vil
blive
her“.
Da Kaptajnen kom derop den 20nde Dec., fandt
han Winther saa svag, at han ikke kunde gaa over
Gulvet; hans Mave var i stærk Uorden, og hans Til
stand betænkelig. Hans ikke hyggelige Værelse var
langt fra Hustruens og Datterens; sent paa Aftenen, da de
Andre vare i Seng, vilde han gaa over Gulvet, men
faldt besvimet om og laa saaledes i flere Timer, hvor
ved han blev meget stærkt gjennemfrossen; efter den
Tid maatte han holde Sengen af Lungebetændelse. Kap
tajnen spurgte Fru Winther, om hun ikke troede, det
var Døden; hun svarede blot: „Siig det ikke til min
Datter, for hun kan ikke taale den Tanke, at Chr. Win
ther skal dø. I saa Henseende er
jeg
rolig; thi jeg
veed, han troer saa vist paa Syndsforladelsen og For
soningen i Kristus“. Da Fru Winther vilde have, at
29*