453 / 500
— 446 —
Grib Harpen, hvis Din Haand ej daarlig
har ødt sin Kraft, hvis end alvorlig
Din Røst Du hæve kan til Sang!
Mens alle hine Roser falme,
kan Du den eviggrønne Palme
maaske tilkæmpe Dig engang.
Lad ydmygt Dine Strænge tone!
Lad op om Evighedens Trone
sig ranke Dine Blomsterkvad!
Der
svinder Sjælens lumre Mørke,
der
vinder Hjærtet atter Styrke
som i et kraftigt Lægebad.
O, lad da paa Din Fremtids Bane
Dig Korset være Sejrens Fane!
Drag Ordets Sværd med Fynd ogKlem!
Hin Stjærne, som i ø sten blinked
og Kongerne til Krybben vinked,
skal trygt Dig lyse til Dit Hjem.
Om Kristi Kors skriver han
i 1870 til sinHustru1):
Kast al Din Sorg paa dette Tegn!
Dets Blod faldt som velsignet Regn
paa Jordelivets golde Egn
for Alt at faa tillive.
Nu gjælder det at agte paa,
at Sæden
fr it
kan gro og staa,
saa den, hvorhelst vi vandre maa,
en tifold Høst kan give.
I Foraaret 1870, da han seer, hvorledes hele Naturen
udtrykker
Haabet,
siger h an 2):
Ak, skulde
vi
da ikke haabe
at se til salig Trøst os bragt,
Hvad vore tavse Hjærter raabe
fra
ham,
som vil — og som har Magt!
i) Efterl. Digte, S. 59. 2) En Saml. Vers, S. 68.